Sendefladejournalist

Lige nu er han i “grøn zone”.

TV2’s udlandskorrespondent Sendefladejournalist - Rasmus Tantholdt er netop kommet tilbage fra en tur til Seychellerne, hvorfra han har dækket de aktuelle pirateri-historier i Aden-bugten ved Somalia. I et dansk overvågningsfly med internetforbindelse har han sendt liveindslag fra piratjagten i luften hjem til danskerne i stuerne. Det er første gang en dansk journalist sender et indslag fra luften direkte til sendefladen. Oplevelsen er berusende.

Her, 10 dage senere, sidder han i kulderamte København i en afslappet sweater på en restaurant i Nyhavn. Grøn zone betyder hjemmetid, planlægning og familietid. Senere på ugen skal han til Barcelona og se fodbold med sin syvårige søn Emil. Intet må rokke ved den aftale, der er en julegave fra far til søn.

Måske bliver der også tid til at lave en hjemmelavet dansk frokost helt fra bunden til resten af familien i huset i Vangede nord for København, der også tæller hustru, TV2-vært Cecilie Bech og hendes to piger, Frida og Astrid, fra tidligere.

Det at lave mad fra bunden er det bedste. Når Rasmus Tantholdt altså ikke befinder sig i et af verdens brændpunkter, forstås.

Mentalt zonesystem
Efter grøn zone kommer gul. Her er han standby og ryger ofte ud på opgaver med kort varsel. Til sidst er der rød zone. Nu er korrespondenten ude i verden, hvor det sker. Det er han i snit 10 rejsedage om måneden.

Det var den medievante jægersoldat og coach B. S. Christiansen, der anbefalede Rasmus Tantholdt at arbejde med et mentalt zonesystem for at genvinde kontrollen over sit eget liv. Ingen kan holde til at være i transit hele tiden, var den klokkeklare pointe. Rasmus Tantholdt kunne mærke på kroppen, at B. S. Christiansen havde ret.

“Siden 2003, hvor jeg begyndte at blive sendt ud, har jeg nærmest altid været i standby-mode. I starten går det fint, men som B. S. Christiansen sagde, så var jeg til sidst som et batteri, der med tiden ikke kunne blive ladet helt op til de 100 pct. Til sidst var jeg nede på måske 40 pct. Jeg fik alle de klassiske symptomer på stress. Trykken for brystet, vejrtrækningsbesvær, stråler ud i armen og kunne heller ikke være ordentlig til stede i det derhjemme,” fortæller Rasmus Tantholdt, der tog en pause fra nyheder. Trak sig helt fra jobbet i en måned.

2011 var samtidig det mest turbulente år, Rasmus Tantholdt har oplevet som korrespondent. Et dramatisk år med vigtige historiske milepæle. Et bevægende år, selv for den efterhånden garvede korrespondent.

Intet fortrænges
Rasmus Tantholdt kan ikke undlade at tage den verden, han skildrer, ind under huden. Hvad enten opgaven er at dække “det arabiske forår” i Mellemøsten, krigen i Afghanistan eller den omfattende sultkatastrofe på Afrikas Horn. Det hele kommer med i rygsækken, og intet skal fortrænges, siger han. Heller ikke de oplevelser, der er knap så rare at gemme på. De døde børn. Desperationen.

“At stå i Tripoli og opleve den folkefest, der var, da de endelig blev af med Gaddafi efter 42 års brutalt styre. At mærke stemningen og vide, at man lige nu er vidne til noget meget vigtigt i et lands historie. Det er berusende, og noget jeg ville ønske for alle, at de kunne opleve,” siger Rasmus Tantholdt, der sidste år også kom helt ud i den modsatte ende af sit følelsesregister. Der, hvor angsten for at miste livet bor.

“Jeg har tidligere været bange, men det har været i glimt. Som når der springer en bombe, og jeg hører et brag, men bagefter kan konstatere, at jeg stadig er her. Da vi blev overfaldet i Egypten, var der måske 20 minutter, hvor vi var i det allerhøjeste alarmberedskab. Det var slemt. Ingen af os er jo parate til at dø for det her job,” fortæller han med alvor mejslet i ansigtet.

Vi spoler tilbage.
Rasmus Tantholdt og hans faste samarbejdspartner, fotograf Anders Bach, befinder sig i havnebyen Alexandria i Egypten. I bil er de på vej ind i et område, hvor de skal igennem flere checkpoints. Stemningen bliver mere og mere presset, og pludselig kommer de til et, hvor folk er meget aggressive. I løbet af kort tid er der mellem 60-70 aggressive mennesker, der omringer bilen.

“De angriber bilen med køller, og de sætter sig op på bilen og begynder at slå på den. De hamrer også knive ind i siden, mens de forsøger at trække os ud af bilen i håret, men vi nægter. Vores chauffør er gået ud af bilen, så vi kan ikke køre. Til sidst kommer der en mand fra egyptisk militær og sætter sig bag rettet og kører. Folk flyver af bilen, og flere bliver kørt over og bliver kvæstet. Nogle forfølger os, men vi kommer til sidst hen til vores hotel, hvor vi gemmer os til næste dag. Herfra flygter vi ud af landet. Først til Kairo, så til Jordan, hvor vi uden held forsøger at komme videre ind i Syrien,” fortæller Rasmus Tantholdt, der chokeret ringer hjem. Først nu bryder han sammen.
I dag har han og Anders Bach sanserne mere ude på tøjet, når de rejser. Er stemningen her god eller dårlig? Kan det her udvikle sig til aggression, spørger de sig selv og hinanden.
“Vi er jo ofte der, hvor mennesker er allermest pressede, og der ser man en masse grimme sider af mennesket. Men heldigvis får vi også mange positive oplevelser. Det er jo ofte yderpolerne af mennesket, vi oplever,” siger han.

Skreg på pause
Da Rasmus Tantholdts krop sidste år skreg på pause, blev det en mulighed for at rejse lidt indad. Få kigget nærmere på sit eget mentale setup.
“Når jeg arbejder, har jeg altid været typen, der kan knokle på, til jeg nærmest får næseblod. Og jeg siger så godt som aldrig nej. Det har jeg måtte tage op til revision – både for at passe bedre på mig selv, men også af hensyn til mine nærmeste, som i den sidste ende betyder alt. Jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden også knokler på for at få anerkendelse fra andre mennesker. Og at meget handler om, at jeg føler, jeg skal bevise, at jeg er mit job værdigt. Selv efter alle de år på posten,” siger Rasmus Tantholdt, der mener følelsen af at skulle bevise sit værd, stammer helt tilbage fra tiden, før han kom ind på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor han blev færdiguddannet i år 2000.

“Jeg var meget skoletræt til sidst i folkeskolen og blev faktisk erklæret “måske egnet” til gymnasiet. Jeg fik aldrig siden gennemført en gymnasial uddannelse. Det har nok siddet i mig – til trods for at jeg kom ind på Journalisthøjskolen i første forsøg, og har arbejdet mig op i TV2 trin for trin. Der har altid ligget en bagvedliggende følelse af, at jeg måske er kommet lidt let til tingene, og at det måske blev opdaget, at jeg ikke var god nok,” fortæller han, der særligt i starten af sin karriere som korrespondent også kunne blive en smule usikker på egne evner, når han var i selskab med garvede korrespondenter som Ulla Terkelsen og Steffen Jensen. Sådan er det nu ikke længere.

“Nej, jeg beundrer dem begge meget, men er heldigvis der i dag, hvor jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg er god nok til det, jeg gør, og at jeg gør tingene på min måde. Og vigtigst, så er jeg ved at være der, hvor jeg ikke behøver andres anerkendelse for at vide det. Af min stressperiode har jeg lært, at det er ok at sige nej engang imellem. Det er nemlig farligt vanedannende at være afhængig af andre menneskers anerkendelse. Vejen ender blindt, for der er hele tiden noget nyt at hige efter,” siger korrespondenten, der i øjeblikket får en hel del fanpost, særligt fra de kvindelige seere, efter TV2-programserien “Korrespondenterne”.

På vej til Syrien
“Det er godt nok kommet bag på mig, hvor meget respons jeg har fået. Men det gælder selvfølgelig om ikke at varme sig alt for meget på det. Dyrke det for meget,” siger Ramus Tantholdt. Smiler og kigger lidt rastløst på telefonen. Han er snart videre igen. Skal mødes med Anders Bach. Makkerparret planlægger at rapportere fra Syrien. Hvis ikke det lykkes, Yemen. Senere på året venter OL og det amerikanske valg.

Nye historier, nye billeder, nye ansigter, der skal frem i dagens lys. Verden venter.